Tænk positivt

Når et menneske prøver at opmundre et andet menneske, der måske har været trist og træt af det hele og det hele ligesom kører i ring, så siges det ofte: “Prøv at tænke positivt”. Det er et godt råd og hvis man gør det og det lykkes, er det naturligvis rigtig positivt. Mange mennesker har bare svært ved det og selv om de prøver, falder de tilbage og det ender oftest med de samme negative tanker igen.

Så vil mange sige: “Jamen, det hele er jo også trist, så det er jo ikke så mærkeligt, at mine tanker er triste”. Det kan der selvfølgelig være noget om, for opfattelsen af den ydre verden og tankerne hænger normalt sammen. Men det betyder altså også, at hvis det lykkes at tænke mere positivt, ja så vil opfattelsen af den ydre verden også ændre sig. Man kan sige, at man i høj grad får det, man beder om. Er tankerne negative, så vil tilværelsen virke trist, men er tankerne positive, så vil tilværelsen helt af sig selv ændre sig til noget mere positivt.

Kan det så lade sig gøre at ændre tankerne ”hen over en nat”?. Nej, det kan det normalt ikke. Man kan måske nok ændre tankerne, men om man følelsesmæssigt tror på det, er straks en anden ting. Det kræver som så meget andet tålmodighed. De fleste kan godt forstå, at hvis man vil slanke sig, “have balder af stål” eller være i bedre form, så er det en proces. På samme måde er det også med mentalt eller psykologisk forandring. Det er en indlæringsproces i princippet på samme måde som at lære at køre bil, eller alt anden indlæring og følger den samme udviklingsproces: Ubevidst inkompetence, bevidst inkompetence, bevidst kompetence og ubevidst kompetence. Når de positive og støttende tanker er indarbejdet som noget ubevidst, så er det, at forandringen for alvor sker.

Der findes mange teknikker til at ændre tankerne til noget mere støttende og positivt og NLP indeholder mange af disse teknikker. NLP er mere end positiv tænkning, men er altså også positiv tænkning.

Andre interessante artikler


  • Sommerfugleeffekten
  • Hvorfor trives optimister bedre?